Case-studier Sedenhuse


Sedenhuse

Festlig facade

i frække farver

Odense Kommunes botilbud Sedenhuse vinder vandt Farveprisen 2010. Krumme facadeplader fra Tata Steel danner centrum for paletten

”Sedenhuse udmærker sig ved en bevidst og velgennemtænkt brug af farver. De grønne og orange facadeplader og den runde hal, som i røde og gule nuancer vokser én i møde. Og indenfor, hvor farverne visuelt knytter huset sammen og skaber tryghed og oplevelser for beboerne. Velgennemtænkt, velovervejet, velgennemført!”

Sådan! En bedømmelseskomité med arkitekter og malermestre rystede ikke på hånden, da den skulle kåre den endelige vinder af Farveprisen 2010. Sedenhuse i en nordøstlig forstad til Odense trækker liv og mennesker til sig med sine glade og frække facadefarver.

- Det er dejlige farver. Jeg kan godt lide, at de er lyse, for det mørke bryder jeg mig ikke om, siger 26-årige Daniel Blende. Han flyttede ind i sin lejlighed i november 2009.  I Sedenhuse bor 40 udviklingshæmmede unge mennesker med Downs Syndrom side om side i selvstændige lejligheder med støtte fra pædagogisk og administrativt personale.

Væk med institutionen

- Hovedtanken er af-institutionalisering. Vi har at gøre med en bygning, som byggelinjerne har strakt ud til mere end 100 meter i længden. Hjertet med fællesfaciliteter valgte vi naturligt nok at placere i midten med boenhederne  som toetagers fløje ud til begge sider, fortæller arkitekt Allan Wright. Han og kollegaen Niels Christian Nielsen er partnere i Arkitektfirma A/S Hune & Elkjær i Århus, som har formgivet og farvesat Sedenhuse i tæt samarbejde med bygherren Odense Kommunes Ældre og Handicapafdeling.

En anden vigtig medspiller er Tata Steel, som står for facadebeklædningen til byggeriets samlingspunkt, den cirkulære multihal. Ud af sit nye standard farvesortiment var Tata Steel i stand til at levere stålpladen Colorcoat HPS200® Ultra i de røde, gule, orange og lysebrune nuancer, som arkitekterne ønskede.

- For os var det afgørende, at facadebeklædningen  kunne trækkes med ind i bygningen uden risiko for, at der over tid sker en patinering og dermed en forskel i udseende på indendørs og udendørs beklædningen af hallen. Produktet fra Tata Steel lever til fulde op til bygherrens ønsker om en vedligeholdelsesfri facade, og det lod sig gøre at montere pladerne med den rette krumning på langs af sinusbølgerne, uden at stålpladernes farvebelægning krakelerede, fortæller Niels Christian Nielsen.

Det sidste er ingen tilfældighed. Få producenter – om nogen overhovedet – har arbejdet så meget med overflader som Tata Steel. Den seneste generation af Colorcoat HPS200® Ultra har en brudfast belægning, hvor producenten  yder garanti for uændret farve og glans i op til 40 år.

Præmieret for miljøbevidsthed

Den mest overraskende kulør i den bevidst asymmetriske farvesætning af hallen er den lysebrune. Indtil man opdager, hvor fint denne afdæmpede farve korresponderer med byggeriets murværk.

Skalmuren er opført af rensede genbrugssten. Et af flere eksempler på, at i Sedenhuse går økonomi, miljøhensyn - herunder CO2-regnskab - og udseende op i en højere enhed. Det er lykkedes i en grad, så byggeriet ud over Farveprisen er blevet præmieret med et miljødiplom, som blev overrakt af daværende miljøminister Troels Lund Poulsen.

Med sin dokumenterede bæredygtighed fra vugge til grav lever Colorcoat HPS200® Ultra til fulde op til bygherrens miljøkrav. Producenten arbejder på optagelse i det internationale CAS (Chemical Abstracts Service) register, således at arkitekter, bygherrer og entreprenører i fremtiden på en nem måde vil kunne tjekke facadeprodukternes kemi.

Skæve farver skaber oplevelser

I Sedenhuse er den runde multihal med til at trække facadernes farvepalet med ind i huset. Her har maler- og gulvfirmaerne leget med, således at vægge, døre, og linoleum-gulve rammer øjet med gule, orange, røde og grønne pangfarver.

- I husets offentlige rum, som først og fremmest er beregnet til at bevæge sig i, har vi brugt farverne til at bryde arkitekturskalaen ned. Farverne må ikke danne figurer, der kan være med at låse øjet fast. Der skal hele tiden ske noget nyt og uventet, noget som går dig i møde På øverste etage har vi bevidst placeret ovenlysene asymmetrisk for at skabe en skævhed, siger Allan Wright.

Lyset leger med, når man bevæger sig rundt på gangene. En forårsgrøn akrylplade beklæder den nederste del af trappe- og afsatsværn. Det er der en forklaring på:

- Et byggeri skal passe til de mennesker, der skal bo i det. Folk med Downs Syndrom bliver utrygge, hvis der ikke er en høj kant på gelænderet. I stedet for at lukke helt af fandt vi på at montere  den grønne akrylplade, som giver en lethed og kaster et lysegrønt skær over omgivelserne, når lyset rammer den. Det er som at gå i en bøgeskov, siger Niels Christian Nielsen.

Bryder de lange gange

Selv på gråvejrsdage er det som om, solen skinner på Sedenhuse. Sådan oplever medarbejdere og beboere det:

- Man bliver i godt humør af de farver, og man bliver ikke træt af dem i længden. Farverne bryder de lange gange, og det har stor betydning for os, der går her i det daglige. Og så fungerer farverne på den runde hal som et pejlemærke. Folk har aldrig svært ved at finde ud til os. Det er på alle måder et gennemtænkt byggeri, siger sekretær Karin Justesen, der er daglig leder af botilbuddet.

Sedenhuse har endnu ikke besluttet, hvad 100.000 kr., som Farveprisen udløste, skal bruges til.

- Vi har talt om at arrangere en festival med navne, som beboerne kan lide. Eller at bruge pengene som tilskud til at købe en bus, så vi kan komme på udflugter, siger Karin Justesen.

Uanset hvad er Daniel Blende glad for at bo i Sedenhuse, hvor han har sin kæreste og adskillige gamle og nye venner. Når han kommer hjem fra jobbet med fremstilling af stikkontakter på et beskyttet værksted slapper Daniel af med fladskærm og spil. Eller også mødes han med de andre i multihallen og på de øvrige fællesarealer.

- Lejligheden er lidt mindre end den, jeg havde før, men det gør ikke noget, når vi har så mange fællesrum. Og farverne er noget af det bedste herude, siger Daniel.

Bevis for det, vi troede på

For Hune & Elkjær har det været en stor cadeau at få tildelt Farveprisen. Et arkitektfirma med institutions- og hospitalsbyggeri som speciale kan ind imellem godt føle sig lidt overset.

- Nu har vi fået et synligt bevis på, at de ideer, vi selv troede på, er holdbare. Vi har undervejs opbygget mange erfaringer, herunder at pladen fra Tata Steel er et godt produkt. Det vil vi sikkert skele til igen i en anden sammenhæng, siger Allan Wright.

Faktabokse:

Farveprisen

Indstiftet 2006 af Danske Malermestre og Kirsten og Freddy Johansens Fond. Bedømmelseskomiteen består af bl.a. malermestre og arkitekter.

Farveprisen 2010 blev tildelt Odense Kommunes botilbud Sedenhuse.

Ved overrækkelsen var kommunens repræsenteret ved rådmand Jane Jegind. Med prisen fulgte  checks på 100.000 kr. til Sedenhuse og 50.000 kr. til Arkitektfirma A/S Hune & Elkjær, Århus.

 

Om Sedenhuse

Opført 2009

Bygherre: Odense Kommune, Ældre og Handicapforvaltningen

Bygherrerådgiver: Arkitektfirmaet TKT A/S

Arkitekt: Arkitektfirma A/S Hune & Elkjær

Ingeniør: Moe & Brødsgaard

Totalentreprenør: Dansk Boligbyg a/s





Danish Vi har automatisk detekteret dine sprogindstillinger