Case-studier Løgstør Bådhotel


Løgstør Bådhotel

Beskyttede både

i stålindpakning 

Løgstørs placering ved Limfjorden er på samme tid et fortrin og en ulempe. Gentagne gange rammes de lavtliggende bydele ved havnen af oversvømmelser i vinterhalvåret, og den salte vestenvind er hård ved bygninger og materiel.

Nu har bådfolket i byen fået mulighed for sikker vinteropbevaring af deres kæreste eje. Løgstør Bådhotel er skudt i vejret på en lidt højere beliggende del af havnen. Med sine elegante matsorte stålfacader og –tag rager den op som blikfang på baggrund af den blå fjord og med sin hvide port og højtsiddende vinduer  som æstetisk kontrast.

Indehaverne af Løgstør Bådhotel er firmaet Sobico A/S, som ejes af parret Sonja og Birger T. Larsen. De entrerede med HP Byg A/S i Hjørring som arkitekt og totalentreprenør.

”I samarbejde med vores kalkulationsafdeling nåede vi sammen frem til, at bygningen skulle beklædes med stålprofiler fra Tata Steel. Alternativer blev overvejet, men Tata Steel vandt på, at ingen andre er i stand til yde en 30 års garanti på facadens og tagets udseende,” fortæller projektleder Bjarne Christensen, HP Byg A/S.

Confidex garantien fra Tata Steel løber i 30 år, når bygningen som her står mindre end 1.000 meter fra kysten. En tryghed for en bygherre i det barske klima langs Limfjorden.

Bådhotellet er på 600 kvadratmeter og fremstår, bortset fra et lille toilet og teknikrum, som én stor stenbelagt hal, som trailerne med både kan rulle direkte ind i.  Hallen er uopvarmet, men isoleret.

Facader og tag er bygget op  af  HPS sandwichpaneler  fra Tata Steel med 120 mm mineraluld beklædt med coatede, sorte stålplader yderst. De har mønster som vandret klinkebeklædning på facaderne og lodrette bølger på tagpladerne.

På indersiden er elementerne beklædt med lyse stålplader. Taget afsluttes øverst af et gennemgående rytterlys, der fungerer som brandventilation. Isoleringen bevirker, at der selv i den koldeste vinter er plusgrader i hallen.

”Bygningen er stål hele vejen rundt. På stålspærene, der har et frit  spænd på 20 meter, har vi monteret tværgående stållægter, som facader og tag er skruet fast på. Det går forbavsende let, når man borer igennem den konstruktion, og montagen forløb uden problemer, da vi først havde fået plader og tilbehør i hus,” fortæller Bjarne Christensen.

Det sidste kan aflæses på, at byggeperioden var på kun 12 uger. Løgstør Bådhotel stod klar til at tage imod de dyre både ved udgangen af sidste sejlsæson. 

Løgstør Bådhotel

Bygherre: Sobico A/S

Totalentreprenør, arkitekt og udførende: HP Byg A/S

Ingeniør: Erasmus & Partnere A/S

Facade og tag: Sandwichelementer fra Tata Steel





Danish Vi har automatisk detekteret dine sprogindstillinger